Grundforløb
Grundforløbet tager normalt 40 uger. Kort fortalt bruges grundforløbet til at forberede dig til hovedforløbet ved at give dig en række værktøjer og metoder til at begå dig på en erhvervsuddannelse. Derudover vil undervisningen give dig de kompetencer, der skal være opfyldte, for at du kan fortsætte på hovedforløbet. En mere detaljeret beskrivelse, kan du se i den lokale uddannelsesplan for Digital Media på Elevplan. For at tage hensyn til alle elevgrupper, afvikler vi grundforløbet på forskellige måder, beskrevet i 3 grundforløbspakker. Grundforløbet startes med 14 dages real kompetence vurdering (RKV), hvor du skal afklares endeligt i forhold til, hvilken grundforløbspakke du skal følge. For at kunne fortsætte på hovedforløbet skal du ud over at bestå grundforløbet også have en praktikplads. Vi har på skolen en praktikpladskoordinator til at hjælpe dig.
Grundforløb med opkvalificering
Ud over det ordinære grundforløbs indhold, giver vi dig i denne pakke et tilbud om opkvalificering. Det vil sige, at du kan opkvalificere dig inden for grundfag som matematik, engelsk og dansk på F-, E- og D-niveau. Du skal være opmærksom på, at fagene her måske kommer til at foregå på andre hold end dit Digital Media hold. Som Digital Media elev skal du have engelsk svarende til E-niveau for at fortsætte på hovedforløbet.
Grundforløb med studiekompetence
Ud over det ordinære grundforløbs indhold, giver vi dig i denne pakke mulighed for at du kan opkvalificere dig på et højere niveau. De fag vi evt. kan tilbyde, vil være 2 forskellige sprogfag, matematik eller dansk. Du skal være opmærksom på, at du her måske skal deltage på andre af skolens hold i disse timer eller tage faget på VUC, hvor vi betaler evt. udgifter ved forløbets afslutning. Du skal være opmærksom på, at timetallet for at opnå et fag på højt niveau betyder, at du vil skulle deltage på faget både på grundforløbet og hovedforløbet igennem hele din uddannelse.
Grundforløb med vejledning. (ekstra hånd)
Ud over det ordinære grundforløbs indhold, har vi her mulighed for at give dig ekstra tid til fordybelse i de forskellige områder, der er i grundforløbet. Det kan også være, at du har behov for at komme i virksomhedspraktik, deltage i lektiecafé eller at vi skal besøge andre uddannelsesrelaterede virksomheder. Det kan også være, at vi skal besøge andre skoler, der udbyder andre grafiske uddannelser. Måske har du brug for hjælp til at få struktur på din hverdag eller du har sociale eller personlige problemer, der gør, at du har brug for hjælp til at gennemføre uddannelsen. Her kan vi tilbyde at du bliver tilknyttet vores mentor. Mentorordningen er til for dig og foregår individuelt efter, hvilken hjælp du har behov for. Det kan være en daglig opfølgning eller en ugentlige samtale.