Tur til Seattle styrker lysten til firmastart
Eleverne fra entrepreneur-linjen på 3D College i Grenaa har fået endnu mere lyst, end de havde i forvejen, til at starte for sig selv. Det skyldes en fire uger lang tur til Seattle med ophold på et college, hvor en business coach inspirerede og guidede dem.
”Ja for dælen da, jeg vil starte for mig selv! Det skal være sammen med nogen, der er gode til 3D, og gerne en fra min klasse,” forsikrer Thomas Andreasen, der sammen med sine 14 klassekammerater var i Seattle, hvor de boede privat hos værtsfamilier og gik i skole hver dag.
Rejsen og opholdet er støttet af Styrelsen for International Uddannelse med et beløb, der svarer til cirka en tredjedel af de samlede omkostninger for holdet på 15 elever.
Opholdet var på i alt fire uger, hvor der dagligt var undervisning på North Seattle Community College, som har en stærk profil indenfor iværksætteri. Blandt andet blev de undervist og vejledt af en business coach ved Navn Isabella McPeak.
”Isabella har givet mig og flere andre på holdet endnu mere lyst til at starte for os selv, end vi havde i forvejen. Hun fulgte os alle fire uger og lærte os, hvordan man får styr på sit eget firma, og hvordan hun ville coache os, hvis vi allerede havde været selvstændigt erhvervsdrivende,” fortæller Thomas begejstret.
Ingen geografiske bindinger
Han er selv mest til det, der i fagsprog hedder after effects, og som er de overflader, belysningen og specielle effekter, der bliver lagt på en 3D animation. Derfor indser han, at han ikke kan starte virksomhed alene men vil få stor fordel af at starte op med en eller to, der er dygtige til det, han beskæftiger sig mindre med, nemlig 3D modellering og animation. Han regner med, at det bliver med nogen fra hans hold, han starter virksomhed med, når tiden er moden, men allerede nu ved han, at han vil begynde på det danske marked og siden udvide til USA og Canada.
”I den her verden, hvor alt foregår på computer, er der ingen geografiske bindinger hvad angår det marked, man opererer på. Der er intet i vejen for at sidde i Danmark og udvikle grafik til amerikanske kunder,” påpeger Jimmy Borch, der er projektleder for entrepreneur-linjen på 3D College og selv har erfaring med start af egne virksomheder.
Markedsføring på Twitter
Han var med eleverne i Seattle, som er en stor amerikansk by, der er valgt med omhu, for her bor rigtig mange af de helt store virksomheder i branchen. Han nævner Microsoft og Valve som eksempler på to af de største, der har hovedkvarter i eller ved Seattle. Og så er der et hav af mindre virksomheder indenfor 3D-grafik og computerspil.
”I Seattle har vores elever helt klart gode muligheder for at blive inspireret og knytte kontakter. Samtidigt får de en række guldkorn under opholdet af business coach’en Isabella, der giver dem rigtig mange fif til, hvordan man lykkes som iværksætter. Blandt andet har hun givet dem helt konkrete værktøjer til, hvordan de kan bruge sociale medier som Twitter til at markedsføre deres virksomhed og produkter,” forklarer Jimmy Borch.
Det kommende års entrepreneur-hold, der tæller mere end 20 elever, skal også til Seattle næste år, hvor 3D College igen håber på et tilsvarende højt udbytte af turen for eleverne.
Jimmy Borch (tv) og Thomas Andreasen foran indgangen til 3D College i Grenaa. De er enige om, at turen til Seattle, ud over mange gode oplevelser på skolen og med værtsfamilien, giver gode kort på hånden til at starte egen virksomhed.
FOTO: Haakon R. Petersen