VID samarbejder med førende amerikansk spil-universitet


Viden Djurs har for nyligt indgået udvekslingsaftaler på vegne af sine elever med to amerikanske universiteter, hvoraf det ene er bedømt til at være USA’s bedste på området computerspil.

På en studietur til Californien har en delegation bestående af blandt andre ansatte fra Viden Djurs netop fået rigtig gode aftaler i hus med to universiteter. Dermed kan elever fra den nye videregående uddannelse til datamatiker med speciale i spiludvikling tage et halvt år af den i USA.
 
Det kan de på enten University of Southern California, som nu to år i træk er udnævnt til USA’s bedste indenfor computerspil, eller på det berømte Berkeley University ved San Fransisco. Ud over at have indgået de gode aftaler for eleverne var formålet med turen at blive klogere på den amerikanske spilbranche samt at lære, hvordan amerikanerne griber uddannelser indenfor området an.
 
Universitetet Berkeley er blandt andet berømt for sine to bjørnestatuer.
FOTO: Jonatan Yde
 
”Vi fandt ud af, at den model, vi anvender, bruger de også på de amerikanske universiteter: De uddanner eleverne i kernekompetencerne indenfor datalogi og samarbejder med andre uddannelser om musik, grafik og hvad der ellers hører til computerspil. Eleverne fra forskellige uddannelser bliver sat sammen i grupper, og når de er færdige med deres projekt, skal de præsentere resultatet for blandt andre virksomheder fra spilbranchen,” forklarer Jonatan Yde, der er studieleder for datamatikeruddannelsen med speciale i spiludvikling i Grenaa.
 
Kraftcentrum for spilfirmaer
Sammen med kollegaen Mikkel Fledelius Jensen og iværksætteren Mads Eriksen udgjorde han delegationen, der ud over universiteterne også besøgte to iværksættermiljøer.
 
”Det var fantastisk inspirerende at få indblik i den måde, man støtter og samarbejder med nystartede virksomheder i USA. Hos for eksempel mediehuset IGN, som vi besøgte i San Fransisco, har de et iværksætterinitiativ, Indie Open House, hvor studerende kan få stillet kontor og en hel markedsføringsmaskine til rådighed sammen med fri afbenyttelse af IGN’s integrationssoftware. Der er ingen tvivl om, at det giver de nye virksomheder gode kort på hånden,” vurderer Mads Eriksen, der med sin virksomhed 3D Unlimited selv er en del af iværksættermiljøet på Grenaa Havn.
 
Delegationen fra Grenaa var blandt andet til foredrag ved den karismatiske leder af USC Vitebi’s GamePipe-program, Mike Zyda.
FOTO: Privatfoto
 
Han er en af de tidligere elever, som Viden Djurs har hjulpet til at starte for sig selv med sit iværksætterinitiativ, som på spilområdet er ved at blive udvidet ganske betragteligt med et kommende iværksætterhus, støttet af blandt andet EU-midler.
 
”Vi vil lidt det samme, som Stanford University har gjort med Silicon Valley. Bare på computerspilsområdet. Vi tror på, at en stor skole som vores, der støtter og samarbejder med iværksættere og andre virksomheder, i længden vil gøre området her til et centrum for computerspilsudvikling i Danmark og Norden,” mener Mikkel Fledelius Jensen, som er projektleder for Viden Djurs’ aktiviteter på iværksætterområdet.
 
Rejselegat betalte det meste af turen
De store visioner skal realiseres ved at opbygge et tæt samarbejde mellem Viden Djurs’ spiluddannelser og spilvirksomheder i området. Og når de virksomheder ikke er der, må skolen selv skabe det miljø, der vil fostre de virksomheder.
 
Alt i alt har studieturen været ganske udbytterig med aftaler om udveksling af elever samt værdifuld viden om iværksættermiljøer og uddannelse på spilområdet. Som en bonus lykkedes det de tre at indgå en fordelagtig aftale for skolens iværksætterelever med firmaet Unity om brug af dets game engine ved samme navn.
 
Studieturen var betalt for cirka tre fjerdedeles vedkommende af et rejselegat fra EIIL, der står for Erhvervs­uddan­nelser­nes Internationale Innovationslegat, og som skal give erhvervsuddannelsessystemets "aktører" mulighed for at hente inspiration og viden hjem fra udlandet.
 
FAKTABOKS:
 
Rejseprogram 4. til 14. april:
Studieturen
1.       Santa Cruz, Udvekslede synspunkter med Game Lab
2.       Unity i San Fransisco, Indgik aftale om iværksætterlicens til Unity’s software
3.       Berkeley ved San Fransisco, Indgik aftale om udvekslinger
4.       IGN i San Fransisco, Besøgte iværksættermiljø til inspiration
5.       University of Southern California, Game Pro Media og Princeton Review: Top School for Video Game Design 2 år i træk., Indgik aftale om udveksling
6.       Digital Media Centre, Fik information om uddannelser samt inspiration

 

Her finder du os

Find os på Google maps, så er det nemt at lave en ruteplanlægning

 Google Maps 

Grenaa Tekniske skole

Århusvej 49-51
8500 Grenaa
Telefon: 87582200 | E-mail: gtsinfo@djes.dk

Læs mere under kontakt 

Viden Djurs

Klik på nedenstående link for at komme til Viden Djurs fælles indgangsportal

Til www.videndjurs.dk